Teknisk besøg hos UNICEF Supplies Division 5 februar, 2014

På den yderste vindblæste mole i Nordhavn er centrum for UNICEF’s verdensomspændende og højeffektive logistikenhed. Enheden blev allerede etableret i København i 1962 og herfra styres indkøb og distribution for næsten $2,5 milliarder om året. Dette inkluderer blandt andet forsyningerne af vaccinerne og andet udstyr til vaccination af hele 36% af verdens børn. For få år siden var dette tal 20% højere. Faldet skyldes at Indien, hvor 20% af verdens børn lever, efter en tre års kapacitetsopbygning med støtte fra UNICEF nu selv har overtaget vaccineindkøbet.

Medens vaccinerne indkøbes af UNICEF og sendes direkte fra producenterne til de enkelte lande, så er der mange andre varer, der kommer via lager- og pakkehallerne i Nordhavn. Det er specielt nødhjælpsvarer, der kommer igennem systemet. Forsyningerne kommer ind i containere, bliver registeret, tjekket og lagret. Når der kommer ordrer fra landene, alt er ’on demand’, bliver varerne hentet på lagret og pakket til forsendelse. Nogle gange er det bare et spørgsmål om at splitte en palle op i kasser, andre gange skal kasserne åbnes og indholdet fra mange forskellige kasser og leverandører pakkes i ’kits’ til for eksempel jordmødre eller flygtningefamilier – et styk at det, to af det, otte af noget andet, osv.. Lagerfunktionen er fuldautomatisk og kun ved nedbrud, er der adgang og det kun for servicefolkene. Dele af pakkefunktionen er manuel, men støttest i det omfang muligt af robotter og andet automatik.  Dagligt pakkes og sendes mellem 750 og 900 paller ud af bygningen i Nordhavn.

Der er i øjeblikket tre erklærede ’level 3 emergencies’ (Syrien, Philippinerne og Den Central Afrikanske Republik) med Sydsudan lige i hælene. Dette er det største antal samtidigt nogensinde. ’Level 3’ betyder, at alt andet skal sættes til side for at møde efterspørgslen fra disse. Da enheden lå i de gamle bygninger nær Nordhavnstation, var den ofte flaskehalsen i forbindelse med katastrofer. Dette er ikke længere tilfældet, nu er flaskehalsen oftest på katastrofestedet, hvor varerne kan hobe sig op ved modtagelsen. Derfor sker det tit, at folk fra UNICEF København sendes ud for kortere perioder for at få løst op og få forsyningerne til at flyde.

Nogle spurgte, hvorfor en sådan operation ligger i København og ikke nærmere ved hvor forsyningerne skal bruges. Det er der flere grunde til. Hovedparten af forsendelserne foregår med containere og et knudepunkt for verdens containertrafik er Nordeuropa. Der er ofte fri kapacitet for udadgående og UNICEF får gode shippingpriser fra Maersk og andre. Det er muligt at få gode engelsktalende lokalansatte medarbejdere. Sidst, den danske stat betaler ’huslejen’.

Nedenfor ses et udpluk af billeder fra dagen.

 P1020857 P1020919 P1020922

 

 

 

 

P1020925 P1020929 P1020931