Dansk udviklingspolitik i opbrud

– fra fattigdomsorientering til samtænkning og kohærens?

Tirsdag den 11. marts 2014 kl. 17:30 til 21:00 i Ingeniørhuset, Kalvebod Brygge 31-33, 1780 København V. 

Dansk udviklingspolitik er i stigende omfang rettet mod de overordnede globale udfordringer såsom fred og stabilitet, handel og finansiering, fødevaresikkerhed og klimaforandringer. Fattigdom er fortsat en global udfordring, men forskelle i vækstrater i de afrikanske lande har blandt andet medført, at de enkelte overordnede områder prioriteres forskelligt i de enkelte lande. I lande med høj vækst tilstræbes en synergi mellem handel og bistand og udvikling af den private sektor bliver ofte meget synlig i bistandssamarbejdet. I skrøbelige stater er fred og stabilitet en nødvendig forudsætning for udvikling, men disse forudsætninger sikres af andre end de traditionelle aktører i samtænkte stabiliseringsindsatser.

Grøn vækst er en prioritet i det fokus på handel og bistand, som senest er tydeliggjort ved, at regeringen for første gang har udnævnt en Handels- og Udviklingsminister. En tilsvarende udvikling finder sted i lande som Australien, Canada og Holland, der har valgt at prioritere erhvervsinstrumenterne højere end den traditionelle bistand rettet mod de sociale sektorer. I Storbritannien har den britiske bistandsorganisation (DFID) blandt andre ændringer indledt et direkte samarbejde med 12 af de største forretningskæder for at fremme uddannelse og arbejdsmiljø hos deres underleverandører – et tiltag, der af kritikere betegnes som en direkte subsidiering. Civilsamfundsorganisationerne har generelt taget positivt imod de nye bistandsformer, men ofte med en kritisk holdning til, hvorvidt fattigdomsorienteringen kan opretholdes samtidig med, at uligheden vokser i de fleste lande.    

De nye prioriteringer forudsætter et tættere globalt samarbejde mellem de lande, som yder bistand. OECD og EU har derfor i samarbejde med deres medlemslande udviklet begrebet ’policy coherence for development’ (PCD), og mange medlemslande, bl.a. Danmark, har baseret deres overordnede politik på dette nye initiativ. Den danske udviklingspolitik er således under opbrud og Ulandsfagligt Selskab vil med dette arrangement belyse og diskutere opbruddet og dets konsekvenser for bistandssamarbejdet.

Oplægsholdere er:

Morten Elkjær, Kontorchef, Udenrigsministeriets Kontor for Grøn Vækst, vil holde et indlæg om sammenhængen mellem eksport- og investeringsfremme og udvikling.

Lars Bo Møller, Kontorchef i Udenrigsministeriets Kontor for Stabiliserings- og Sikkerhedspolitik, vil holde et indlæg om sammenhængen mellem sikkerhed og udvikling (Samtænkte stabiliseringsindsatser).

Poul Buch-Hansen, økonom, konsulent og forfatter. Han har sammen med Marie Hertz skrevet bogen Dansk Udviklingsbistand  – er der en fremtid? Poul Buch-Hansen vil lægge op til diskussion af, hvor vi er på vej hen, herunder om det mangeårige fokus på fattigdomsorientering kan og skal fastholdes fremover.

Program for mødet:

17:30 – 18:00 Oplæg af Morten Elkjær
18:00 – 18:30 Oplæg af Lars Bo Møller

18:30 – 19:00 Let anretning

19:00 – 19:45 Oplæg af Poul Buch-Hansen

19:45 – 21:00 Spørgsmål og diskussion

Tilmelding på: www.IDA.dk på arrangementsnummer 310096.